Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

KAT-kassen

KAT-kassen

Kognitiv Affektiv Træning. KAT-kassen er udviklet af psykolog Tony Atwood og psykolog Kirsten Callesen, og er et redskab til at sætte ord på følelser.

Formålet med KAT-kassen er at understøtte samtaler med børn og unge fra 6 årsalderen, som kan have svært ved at udtrykke sig konkret om følelser, tanker og oplevelser.

Ved brug af KAT-kassen hjælpes både børn og voksne til refleksion, mens samtalen foregår, og KAT-kassens inspirerende udformning virker befordrende for samtaleforløbene.

KAT-kassen er enestående i sin udformning. Det er ikke et spil og heller ikke en test, selvom den kan bruges til at undersøge et barns selvopfattelse og selvbevidsthed. KAT-kassen er ganske enkelt et samtaleredskab sammensat af en række elementer, som kan bruges enkeltvis eller sammen i samme samtale.

Et KAT-element er en enkel figur, som er skabt til at være et stærkt visuelt symbol, der kan animere samtalens struktur og være agent, som eleven kan udtrykke sine tanker og følelser igennem. Der kan skrives på elementerne med board marker tuscher, som kan viskes ud igen. Efter hver samtale kan elementet kopieres med elevens påskrevne tanker og følelser, som på den måde kan huskes eller anvendes til næste samtale.

Det er vigtig at tilpasse brugen af elementerne til elevens udviklingsniveau.

KAT står for Kognitiv Affektiv Træning. Det kognitive står for de processer, som omhandler tanker, indtryk, opfattelser, holdninger og erkendelser, der karakteriserer menneskers bevidste og ubevidste tankevirksomhed. Det affektive står for de processer, som omhandler følelser, emotioner, indre og ydre sansninger, intuition og kropsbevidsthed, der karakteriserer menneskers følelsesmæssige processer. En væsentlig del af et barns udvikling handler om, at det bliver bevidst om de sammenhænge, der er mellem dets tanker, følelser og reaktioner, og at barnet bliver støttet i udviklingen af sin selvopfattelse og af sin sociale kompetence. Som en støtte til eleven kan man tilrettelægge en træning. Ved at træne eleven, når det arbejder med disse processer, kan eleven hjælpes til større selvforståelse og bedre sociale færdigheder.