Autismespektrumforstyrrelser (ASF) bruges i dag som en fælles betegnelse for infantil autisme, atypisk autisme, Aspergers syndrom og beslægtede udviklingsforstyrrelser.
ASF er ifølge ICD 10:
”en gruppe lidelser karakteriseret ved kvalitative forstyrrelser af sociale samspil og kommunikations-mønstre samt ved et begrænset, stereotypt og repetitivt repertoire af interesser og aktiviteter. Forstyrrelserne er gennemgribende og præger individets udfoldelse i alle situationer.”
ASF er en medfødt udviklingsforstyrrelse og kan optræde sammen med en række andre funktionsnedsættelser som f.eks. ADHD, Tourettes syndrom og mental retardering. Derudover ses ofte komorbide tilstande som f.eks. angst, OCD, spiseforstyrrelser, depression og selvskade. Tillige er flere elever ramt af belastningsreaktioner og ufrivilligt skolefravær.
Der er i dag enighed om, at indsatsen i forhold til mennesker med autisme spektrum forstyrrelser primært er en pædagogisk indsats. Denne indsats kræver stor viden om, hvad der karakteriserer mennesker med autisme. Overordnet set kan autisme beskrives som en anderledes måde at være i verdenen på, og der kan ses udfordringer inden for nedenstående områder.
Idet der netop er tale om et autismespektrum, er der stor variation ift. de enkelte områder, og hvert individ med autisme vil derfor fremstå med deres egen unikke profil. Derfor er det afgørende, at indsatsen er individuelt tilrettelagt.